PRÆDIKENER

PRÆDIKEN SØNDAG DEN 2. NOVEMBER 2025 – ALLEHELGEN
AASTRUP KL. 15 – VESTER AABY KL. 17
Tekster: Åb. 7,1-12; Matth.5,1-12
Salmer: 551,552,571,787

Så vær hos os i sorgen,
og lad det under ske,
at vi din påskemorgen
må gennem skyen se.

Salige er de, som sørger.
Denne – måske lidt uventede – sætning møder os i dag på Allehelgens søndag. Denne første søndag i november, der år for år bliver mere og mere forankret i kirkeåret og blandt mennesker.
Hvis vi synes, ordene lyder uvante og uventede, kan der være mange grunde til det.
En af dem er, at vi ikke er vante til overhovedet at bruge ordet salig. I hvert fald ikke i den betydning, det oprindelig har haft.
For vi kender nok alle betegnelsen i sådan en overført betydning: Lykkefølelse, når maden smager godt eller man har fået slappet rigtig godt af.
Den betydning skal vi nok ikke tage med ind i kirken i dag – eller lad os se.
Oprindelig betyder salig nogenlunde det samme som helliget. Det hjælper os ikke så meget, for det ord bruger vi heller ikke så meget i dets oprindelig betydning mere. Nu betyder hellig mest, at noget er dyrebart for os, at det ikke må laves om.
Men vi kan ikke holde Allehelgenssøndag i dag og mindes vore døde med ord, der betyder, at vi er lykkelige eller helt afslappede.
For det er da det sidste, mennesker, der har mistet føler sig. Afslappede.
Sorgen bliver derfor nødt til at få ordet, inden vi kommer videre.
Ja, med udtrykket ”at komme videre” rammer vi ned i ord, som sørgende mennesker sikkert har mødt mange gange. Ikke mindst, hvis årsagen til sorgen ligger et stykke tid tilbage.
”Nu må du se at komme videre” kan mennesker så sige til mennesker vel at mærke i den allerbedste mening.
For vi vil så gerne bruge ord. Vi vil så gerne helbrede med menneskeord.
Men at komme videre kan meget let, sagt i den sammenhæng, komme til at betyde ”tilbage” Nu må du begynde at leve livet igen.
Men du lever jo. Hver eneste smertefulde, savnfulde dag.
Du er bare ikke kommet videre, hvis videre skal betyde tilbage til før.
For mennesker, der har mistet bliver aldrig de samme mennesker igen. Kommer aldrig tilbage til før.
Men det betyder ikke, at de ikke er kommet videre. For det sørger tiden simpelthen for, at vi gør.
Også selv om vi må lade sorgen bestemme. Som vi kan være nødte til at gøre, når den er det eneste omkring os, der har kræfter nok til at bestemme.
Kræfter nok til at dukke op, hver gang vi prøver at være salige i betydningen afslappede.
Det er ikke nødvendigvis i de daglige gøremål sorgen får lov til at bestemme. Der kan være ting, der skal gøres, der er forhåbentlig mennesker omkring os, der rækker ud til os og dermed ind i sorgen. Forhåbentlig har de kræfter til at blive ved, selv om opmuntrende og deltagende ord falder på stengrund de første mange gange.
Simpelthen fordi ordene så let kan komme til at betyde noget umuligt, hvor velmente de end er.
Men når der bliver stille omkring os. Når huset sover eller gæsterne er taget hjem. Så er der én gæst, der bliver i huset.
Det er sorgen.
Og hvis vi prøver at jage den ud, vil vi mærke dens kræfter endnu tydeligere.
Så vi skal gøre noget andet.
Vi skal byde den velkommen.
Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.
Sorgen er ikke en fjende af det liv, der skal leves videre. Det er trøsteordene i dag.
Sorgen er kommet for at blive. For at minde om et elsket menneske, der har haft livsbetydning for os.
Hvordan skulle den kunne forsvinde igen?
Og ikke mindst: Hvorfor skulle den forsvinde igen?
Den eneste måde, vi ville kunne tvinge sorgen væk igen ville være at fortryde, at vi nogensinde havde mødt det menneske, vi nu sørger over.
Og det har jeg gennem mere end 30 år som præst endnu aldrig hørt et menneske sige, at det gør. Måske tør man efterhånden som tiden går nærme sig det faktum, at det savnede menneske ikke var perfekt, ikke var en helgen i den betydning af ordet salig, vi bruger i den forbindelse.
Men det er altid kærligheden, der sejrer.
For kærligheden vil altid fortsættelsen.
Vi holder derfor ikke Allehelgensgudstjeneste for at få sorgen til at gå over. Men for at hente styrke til at leve videre. Sammen med sorgen. Sammen med den livsdybde, det at have mistet giver.
Men det skal netop være sammen med. Lige som vi har levet sammen med de mennesker, vi nu savner og sørger over. Vi har været os selv sammen med dem, også selv om vores liv blev forandret af mødet med dem. Det gjorde det helt sikkert.
Derfor skal vi nu være os selv sammen med sorgen. Også selv den nu har forandret vores liv.
Derfor siger Jesus i dag: Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.
Det er det glædelige budskab på denne savnesøndag.
For der er en verden til forskel på, når vi velmenende siger ”Nu må du se at komme videre” til et standset menneske.
Og så når Jesus siger det.
For når Jesus siger det, er det skaberord. Nyskabende ord.
Men ikke ord, der skaber af intet, som de gjorde det den første morgen, hvor Gud sagde, der blive lys, og der blev lys.
Det er derimod omforandrende ord. Det er ord, der giver sorgen kærlighedens farve. Samtidig med at sorgens sorte farve forbliver. Det skaber den blanding af rødt og sort, der tilsat troens blå farve giver lilla. En meget smuk farve. En livgivende farve.
Sorgen bliver som evangelieord Guds redskab. Også selv om den gør ondt. For hvis vi tør tage imod dens kræfter og stå ved dens kræfter, kan den paradoksalt nok miste sin bremsende magt over os. Så kan vi i bogstaveligste forstand være i stue med sorgen. Og så kan vore medmennesker være i stue med os. Så behøver vi ikke, hvis vi møder sørgende mennesker, gå over på det modsatte fortov eller tie af frygt for at sige forkerte ord.
Så kan vi lade sorgen synge, som vi sang i salmen her lige før prædikenen.
Hvis sorgen er stor nok, skal den nok selv sørge for at rive os med.
Men hvis vi lader os rive med, bringer den også nyt liv til os fordi dens kraft kommer fra samme sted som kærlighedens kræfter. Og deres størrelse kender vi. Ellers kan vi ikke sørge.
Det er ikke for ingen ting, sorg er blevet kaldt kærlighed, vi ikke kan komme af med.
Og dermed har sorgen fået ord nok i denne prædiken på Allehelgenssøndag. Nogle af os vil møde den igen i nat, andre når vi nærmer os jul eller andre mærkedage. Men Jesus siger i dag til os, at vi skal trøstes.
Trøstes af Gud.
Trøstes af den magt, der kunne overvinde døden og lade livet få det sidste ord.
I dag beder vi om, at vi, hvis vi tør se sorgen i øjnene i nattemørket, vil blive mødt af påskelyset i morgenstunden. Beder om, at vi, hvis vi tør lade være med at kæmpe imod sorgen, vil blive modtagelige for trøsten.
Det kan aldrig blive en viljeshandling. Vi skal netop ikke ”tage os sammen” for sorgen har altid tid til at vente til vore kræfter slipper op, og det bliver dens tur.
Men i dag tør vi lægge vore døde i Guds hånd og håbe at trøsten vil komme os i møde, hvis vi i Guds navn tør opgive kampen mod det, der ikke bliver anderledes. Kun sådan kan vi gå forandrede ind i det liv, der skal leves videre. Med tab og med sorg ganske vist.
Men leves videre.
Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.