prÆdikener

PRÆDIKEN ANDEN PINSEDAG 2021
Friluftsgudstjeneste ved Nakkebølle
Tekster: Sl 104,24-30; ApG 10,42-48a; Joh 3,16-21
Salmer: 723, 301, 321, 290

Som skaberlys om hav og land
der rammer hver en lille mand
og tænder puls og glæde.
I lyst og nød det vokser til
og synger om hvad livet vil
hver dag vi er til stede - Amen!

Når man står her lige midt på overgangen mellem den smukke fjord og den nyudsprungne grønne skov kan glæden over lyset her på Sydfyn kun fylde én med begejstring.

Og når så lyset akkompagneres af violinens lyse toner, nærmer det sig simpelthen det sublime.

Det er så smukt, at man mest af alt har lyst til at tie og i tavshed bare lukke foråret ind.
Og sidst, men ikke mindst, når man så oven i købet har mulighed for at læse en af biblen smukkeste tekster, den som man kalder "den lille bibel" , går alt ligesom op i en højere enhed - en enhed, der har kraften til at løfte én op i de allerhøjeste luftlag.

Dette er dommen, at lyset er kommet til verden.

Skaberlyset, som blev til virkelighed, da Guds skaberord første gang lød: Det skal være lys! Og der blev lys og Gud så, at lyset var godt.
Ikke bare godt, men så godt, at det blev selve fundamentet for livet. Lys er livsnødvendigt, uden lys kan intet rigtigt liv overleve. Uden lys visner livet bare bort.

”Lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.” lyder ordene et andet sted i Johannesevangeliet. Underforstået, at mørket forsøgte at gribe dét - forsøgte at slukke det - mørket hader nemlig lyset - mørket ligger i en konstant kamp med lyset.

Nogen gange ser det endog ud som om mørket vinder - Lyset mister noget af sin styrke og tusmørkets grå og dunkle nuancer er alt, der synes at stå tilbage.

Andre gange har lyset klart overtaget og skinner klart med solstriber mod en nyudsprunget bøgeskov - Nogen gange rammer lyset helt rigtigt.

For nogle år siden oplevede jeg den fynske instruktør Daniel Bohrs musical Lyset over Skagen i musikhuset i Århus.
Stykket handler om de berømte skagensmalere og viser os både deres mørke og lyse sider - og deres fascination af dét særlige lys, de fandt oppe på toppen af Jylland.
Lyset over Skagen viser os, dels hvordan forskellige mennesker fascineres af dette særlige lys - dels hvorledes de formår at skildre det lys på deres lærreder.
Dette specielle lys over Skagen skinner på dem alle, men det er højst forskelligt, hvordan de, som prismer reflekterer lyset.

Nogen af dem er så krumbøjede, at de næppe bemærker lyset. Andre har livets tildragelser bøjet så langt ned, at de simpelthen ikke har kræfterne til at se op mod lyset - alt de formår er at reflektere på deres lærreder, er håbløshedens mørke. Mørket, som det mest smertende fravær af lys.

Mørket der lægger et tyngende åg over dem. Dømt ude fra lyset er der kun håbløsheden tilbage.

Dette er dommen, at lyset er kommet til verden.

Men alt for ofte tør vi ikke se og spejle lyset af frygt for at miste netop dét, som vi tror kan holde vort liv oppe.

At turde slippe os selv og overlade ansvaret til Gud forekommer simpelthen for risikabelt.

Tanken om hvor lidt vi fylder forekommer os absurd - den tanke fylder os med skræk.
Tanken om, at vi intet betyder under evighedens perspektiv er alt for skræmmende for os til at vover at kigge op mod lyset.

En Af skagensmalerne var Anna Ancher. Hun var den eneste skagensmaler, som var opvokset i Skagen.

Hendes karriere er en fortælling i særklasse, for takket være hendes magiske evner til at arbejde med lyset blev hun agtet og kendt på trods af at hun var kvinde i datidens samfund..

På et af hendes billeder ser man en ældre kvinde i sin slidte hverdagsdragt siddende i sin stol men en solstråle nærmest sniger sig ind gennem vinduet.

I solstrålen ser man pludselig støvet lyse op som en stråle, der med ét får stuen til at virke lys og indbydende.

Genialt er det at se, hvorledes hun arbejder med lyset over Skagen og uden ord fortæller om hvad der i virkeligheden er menneskets stilling, for måske er vi som mennesker i evighedens perspektiv kun støvgram hængende i en solstråle.

Alligevel er støvet ikke uden betydning, for det er kun på grund af støvet, at lysstrålen står så klart i stuen. Uden støvet ville vi sikkert ikke engang lægge mærke til lyset på Anna Anchers billede.

Det livgivende lys rammer støvfnuggende og reflekteres, så solstrålen virkelig kan træde frem og stå så klart i den mørke og dunkle stue.

Støvfnuggende er en form for prismer, der på en gang både reflekterer og samler lyset.
I den forstand er ethvert menneske et prisme, som kan bryde lyset op i alle regnbuens farver. De lyse såvel som de dunkle og mørke.

Dette er dommen, at lyset er kommet til verden.

Prismet kan være mat og uigennemsigtigt, så det har svært ved at reflektere lyset. Selv den klareste solstråle må give op overfor prismets hårde og mørke overflade. Lysets energi absorberes bare - intet lys kastes tilbage i verden.

Det livgivende lys forsvinder, hvis blikket kun er rettet nedad - væk fra lyset. Med blikket rettet mod vores egen navle, ser vi i virkeligheden kun et støvfnug og ikke solens klare lysstråle.

Andre prismer er klare og blanke i overfladen. En lysstråle rammer og vups! Prismet er parat til at sende lysstrålen videre, så den formår at lyse på andre støvfnug, så der dannes en varm og lys stråle midt i stuen.

Om overfladen er mat eller blank afhænger selvfølgelig af, hvilke tildragelser vi som mennesker rammes af, men det afhænger også i høj grad af, om vi har modet til at kigge op mod lyset.

Syndens svøbe er, at vi som mennesker tror, at alt afhænger af os. Troens gave er det, der skal sætte os fri til at løfte blikket opad. Dét, som skal give os modet til, at indse selve skaberværkets storhed.
Lyset kalder på os - lys kræver et svar fra os, hvis vi skal se lyset. Lys kræver åbenhed og opmærksomhed, for at det skal blive virkeligt lys.

Dette er dommen, at lyset er kommet til verden.

Om den store tyske videnskabsmand Goethe fortælles det, at han hver dag i 40år blev ved at gentage et af sine forsøg - forsøget med prismet, der opløser lyset og kaster det tilbage i alle regnbuens farver.
Også på sin dødsdag lod han prismet hente og viste forsøget til sin svigerdatter endnu en gang.

Hvorfor? Hvorfor?, når han nu kendte resultatet så godt?

Sikkert fordi, han aldrig blev træt af at se det smukke lys.

Sikkert i glæde over selve lysets mirakel og måske fordi han følte, at netop i dette mirakel lå kimen til et håb, der rakte langt videre end hans eget korte liv på jorden.

Dette er dommen, at lyset er kommet til verden - en højest overraskende dom? En dom, der fortæller dig, at du ganske vist er dømt, men aldrig fordømt.

Alt vi skylder er blot, at reflektere lyset, så det skinner varmt og klart på vore medmennesker.
Reflekter det, så godt du formår, men forstå, at lyset allerede var der, før støvet blev synligt.

Lad dagens smukke og lyse evangelium sætte os fri til at indse, at alt ikke afhænger af os, men af Gud.
Lad Helligånden få plads, så vi forstår rækkevidden af, at lyset er kommet til verden
Thi således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
Lad Guds kærlighedsløfte sætte os fri til at løfte blikket mod lyset og se hvordan lyset over Sydfyn lige nu skinner over dig i sin aller - flotteste forårsdragt.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen - Alex Vestergård Nielsen.

 

PRÆDIKEN PINSEDAG 23. MAJ 2021
VESTER AABY KL. 9 – AASTRUP KL. 10.15
Tekster: 1. Mos. 11,1-9; Ap.G. 2,1-11; Joh. 14,22-31
Salmer: 290,289,291,294,725

Vær altid hos os, stærk og mild,
med livets lys og Himlens ild,
med sandheds ord og nådens røst,
med stadigt håb og evig trøst!

I al sin glans nu stråler solen.
Eller måske snarere vekslende skydække. Vi har savnet solen i denne maj. Vi har savnet varmen og nærheden i nu mere end et år.
Alligevel indledte vi naturligvis gudstjenesten denne pinsemorgen med at synge ”I al sin glans nu stråler solen”
For det er pinsedag i dag.
Det er festen for Helligåndens ankomst til verden.
Og selv om verden er under forandring og altid har været det, så er Helligånden den samme.
Det er det, salmen handler om. Fordi det er det, pinsen handler om.
At Gud er den samme. At Gud er evig. At evigheden er gået ind i tiden.
For at gøre tiden evig. Også den foranderlige verden.
Hvad vil det så egentlig sige, at tiden gøres evig? Det kan det være meget svært at sige, hvad pinsen egentlig handler om. Netop fordi ordene så let tager fat i hinanden eller lader sig blæse af sted i begrebsmøllens hjul. Tid og evighed. Lys og mørke. Og så videre.
Men for at begynde et sted, så lad os begynde med evigheden. Men netop ikke med evighedens begyndelse. At tale om evighedens begyndelse er dybest set noget vrøvl. For hvornår skulle evigheden begynde?
Den har naturligvis hverken begyndelse eller ende.
Derfor må spørgsmålet rettelig hedde: Hvornår begynder evigheden for mig?
Det er der til gengæld givet mange svar på gennem tiden.
Mange af disse svar er givet som om mennesker kunne befinde sig uden for evigheden. Afvente evigheden. Man har for eksempel talt om evighedshåbet. Drømmen om at gå op i en højere enhed en gang i fremtiden. Om ikke andet, så ved livets afslutning.
Som om evigheden først begyndte til den tid.
Men evighed har som sagt ingen begyndelse. Derfor må den også være der lige nu, hvor solen stråler pinsemorgen.
Så kom vi så langt. Evigheden er der hele tiden.
Hvis vi så spørger videre om Gud og evigheden, så tror jeg, de fleste vil sige, at Gud er evig. At Gud hverken har begyndelse eller ende. Uden at vi derfor skal gå dybere ind i beskrivelsen af dette for os mennesker ufattelige.
For vi kan som mennesker slet ikke fatte uendelighed. Vi kommer allerede på prøve, når videnskaben beskriver lysets hastighed eller afstanden til Mars. Vi lever i verden, eller kosmos som er det ord, der i dagens evangelietekst oversættes med ”verden.” Menneskers rækkevidde er derfor begrænset og kan hurtigt blive endnu mere begrænset. Det har vi for eksempel lært gennem det seneste års tid. Hvis vi begynder at tale om lysår som afstande bliver det meget hurtigt uoverskueligt.
Hvordan skulle vi så kunne fatte evigheden?
Og har vi overhovedet brug for evigheden? Hvordan skulle vi blive ved med at finde på noget at snakke om, hvis vi bare skulle blive ved i en uendelighed?
Det er nemlig så langt verden kan tænke om evigheden. Som uendelig fortsættelse.
Men hvad nu, hvis evigheden i stedet for går ind i tiden. Ophæver tiden.
Og gør det et øjeblik ad gangen.
Det handler pinsen om.
At ophæve tiden et øjeblik kaldes blandt meget andet også for opstandelse. Liv, hvor man ikke havde ventet det. Himmelsk ånde over støvet. Alle de gange, hvor vi glemmer at kigge på uret.
Pinsen er nemlig stadig budskabet om opstandelsen. Det budskab, vi kender fra påskemorgen.
Men pinsen er samtidig også budskab om opstandelse her og nu. Livsmulighed på dødens plads her og nu.
Livsindhold her og nu.
Det budskab er Helligåndens gerning. Og dermed Pinsens indhold.
For det er Helligånden, vi fejrer i dag, hvor det er Pinsedag.
Fejrer som en evig vekselvirkning mellem Guds liv og vores liv. Her og nu. Fra evighed og til evighed.
Det er denne underfulde vekselvirkning Grundtvig beskriver så fantastisk i sin salme ”I al sin glans nu stråler solen”

Det ånder himmelsk over støvet. Gud har ved sin Søn Jesus Kristus bragt evighed og opstandelse ind i vores liv.
Derfor kan Grundtvig allerede i næste linje sige: ”Det vifter hjemligt gennem løvet”
Det er lige ved siden af os, det bliver pinse. Opstandelsen sker midt iblandt os.
Det er der, Guds rige er.
For det er der, vi har brug for det.
Nok som håb om opstandelse en gang.
Men først og fremmest som budskab om opstandelse her og nu.
Kraft fra det høje, som vi ikke selv skal hente ned.
Men som vifter hjemligt.
Genkendeligt.
Som bæk af livets flod
Ved vores fod.
Det er ganske vist dejligt at gå en tur ved et vandløb.
Men det er nu ikke det, Grundtvig mener, når han taler om bækken af livets flod.
Nej, her taler han om dåben.
For Pinsedag er også dåbsdag. Også selv om vi ikke holder dåb i vores kirker i dag.
Pinsen taler om evighed bragt helt ned i barnehøjde. Som dåben er glædeligt budskab i barnehøjde. Således, at vi slet ikke skal være i tvivl om, at vi ikke kan skal bidrage med noget.
Andet end at tage imod.
Som vi tager imod strålerne fra solen, når vi ellers får lov til at se dem.
Helligånden kan være svært at få styr på. Også fordi vi netop aldrig kan betragte den udefra. Måle den og veje den og putte den ind i de systemer og opmålinger, vi ellers så gerne vil putte vores verden ind i.
Den stritter imod det, som kaldes for verden. Alt det, der har en begyndelse og en afslutning.
For Pinsen og Helligånden vil altid finde nye veje. Nye udveje.
Og tage os med på disse udveje. Væk fra alle verdens afslutninger.
Helligånden vil altid vise os veje også der, hvor vore egne opmålinger og udregninger kommer til kort.
Pinsen bryder skranker ned. Stiller spørgsmål, vi ikke selv tør stille.
Til livet. Til døden. Til kærligheden.
Det er pinse.
Det er nok vores helt nære løv, det vifter hjemligt igennem.
Men det er stadig himmelsk ånde.
Det er vekslende skydække. Det er opstandelse og evighed blandet med verden. Men ikke blandet sammen til ukendelighed. Ikke målt op i gennemsnit og medialværdier.
Som anbefalet dagsbehov.
Nej, det er i stedet for Guds skaberkraft i forårsdragt.
Og alt, vi har at gøre, er at lade os blæse med.
Om ikke andet så blot for et øjeblik ad gangen.
For vores liv er sat sammen af øjeblikke.
Der går simpelthen hul på livet, hvis der mangler øjeblikke.
Også det skal vi tænke på pinsedag. Også øjeblikke, der bruges i køen til testcenteret er glimt af evigheden, når Ånden baner sig vej gennem løvet. Når vi pludselig kan se, hvad der gennem sig bag træerne.
Det sker ikke hele tiden. Pinsedag er ikke budskabet om evig lykke og sommer.
Pinsedag er budskabet om Guds evige nærvær i vores liv. Også når lyse nætter bliver til mørke dage.
For Guds evighed har ingen begyndelse.
Men den har først og fremmest ingen afslutning. Og Gud har besluttet at give os riget.
I dagens evangelietekst taler Jesus om verden som begrænsningens sted. Om verdens fyrste, der ikke kan gøre Jesus noget og om verden, der ikke skal kende Gud.
Pinsens glædelige budskab er, at Faderen vil sende Helligånden som ikke skal lære som verden gør. Som ikke måler og vejer mennesker i vægt og afstand, men i nærhed og ånd.
I evighed og opstandelse. Gør alle mennesker lige i lyset fra Gud.

Glædelig Pinse!

AMEN - Torkil Jensen

Download prædiken 2. pinsedag 24. maj 2021

Download prædiken pinsedag 23. maj 2021

Download prædiken 21. februar 2021

Download juleprædiken 2020

Download prædiken Juleaften 2020

Download prædiken 2. påskedag 2020

Download prædiken 22. marts 2020

Download prædiken 15. marts 2020

Download prædiken 19. januar 2020

Download prædiken 8. september 2019

Download prædiken påskedag 2019

Download prædiken 17. marts 2019

Download prædiken juledag 2018

Download prædiken 9. december 2018

Download prædiken 4. november 2018

Download prædiken 19. august 2018

Download prædiken 20. maj 2018

Download prædiken 4. maj 2018

Download prædiken 2. april 2018

Download prædiken 4. marts 2018

Læs tidligere prædikener...

 

Vester Aaby Kirke & Aastrup Kirke • Sognepræst Torkil Jensen • Præstegårdsvej 11 • Vester Aaby • 5600 Faaborg • tlf.: 6261 6420 • mail: toje@km.dk

 

Designed by www.graphic-solutions.dk